Jeg håber virkelig at det kommer som dagene går, at det bliver nemmere, og en rutine, og en hverdag! Jeg er nok ikke ene om disse tanker og følelser - men hold op hvor føler jeg mig alene i det, og kan intet stille op... Det er ikke fordi jeg græder - men jeg har nok lyst... men hvad hjælper det....?? Mor er nød til at være stærk, smile og være glad, ellers kan Karen sikkert også mærke det på mig....
Nå, anyway - hanker lige op i mig selv nu.
Smuttede en tur ind til byen (for at få tiden til at gå, inden jeg skulle hente lille musen igen) og var inde i en cool genbrugs.
Se hvad jeg fandt til Karens værelse:
Et gammelt billede, med masser af glade farver og i fin sort ramme.
Går bare og finder ting til hendes værelse disse dage - der er nemlig ikke længe til at det er klar-parat-indret :-) og det glæder jeg mig jo vildt til!!!
Nu vil jeg på stuen - har haft mødregruppen på besøg til aftensmad idag... Er nu træt med træt på!!
Godnat ;-)
Jeg kender det godt - Fik introduceret den mindste til institutionslivet den 1. august. Selvom det er 3. gang, så er det alligevel hårdt; også selvom jeg ved at hun hygger sig med de andre børn. Børn kan bare noget, som vi voksne ikke kan!
SvarSletDog har hun nu næsten været væk i 14 dage, fordi hun har været indlagt på børneafdelingen med en atypisk lungebetændelse. Det bliver spændende at se, hvad hun siger til at komme tilbage i morgen (9 dages indlæggelse = næsten 24-7 med mor = morpylret). Det hjælper nok at storebror på 2 år også er der :)
Ja, det er bare slet ikke sjovt - det må heller ikke været nemt at komme tilbage efter 14 dage, det lyder ikke rart med børneafdelingen og indlæggelse , håber i er okay?
SvarSlet